Bondedreng & Tjenestekarl - Villy Holtet Nielsen.



Jeg havde i nogle dage gået og tænkt på, hvor stærkt udviklingen er gået siden min barndom, for slet ikke at tale om, hvor store ændringer, der er sket på den tid. Jeg tænker her især på min fars og min bedstefars barn­dom. Jeg tænkte flygtigt, at jeg egentlig burde skrive lidt ned om min barndom, som er så meget forskellig fra tiden idag, og måske kunne det interessere mine børn og børnebørn og børnebørnebørn osv. Og tro det el­ler lad være, men så ringer Susanne her til morgen og siger: "Far, skal vi to ikke skrive en bog, du fortæller om din barndom, og jeg renskriver den?". Ihukommende mine flygtige tanker de foregående dage, sagde jeg straks: "Ok, det er i orden". Ikke mindst fordi jeg tit har tænkt på, at det kunne være dejligt, om vore aner havde skrevet lidt mere om deres tid. Nu er jeg jo så heldig, at i det mindste min morbror og min fars kusine har gjort en god indsats der.

Noget af det første jeg husker er, at jeg var lille, meget lille, mindre end næsten alle andre, og at dem, der var en fire, fem år, var store, og at det måtte være dejligt at være så gammel. Jeg husker også tydeligt, at jeg var bange, meget bange, for at ligge alene i min lille seng i mørket i børneværelset, og at jeg sommetider tissede i sengen med vilje, så jeg kunne komme ind og ligge hos mor.

En anden tidlig erindring er om morgenen, når far havde været ude at mal­ke, og han havde fået sin morgenmad. Så kom han som regel op for at lege lidt med mig, inden jeg skulle op. Jeg husker tydeligt, hvordan vi lege­de, at jeg var en klat dej, og at far æltede og rullede dejen. En anden leg var, at jeg var halmrysteren på et tærskeværk. Det foregik på den må­de, at jeg lå på hænder og knæ og kørte frem og tilbage som en halmry­ster. Far foregav så at lægge korn i maskinen.

Når jeg tænker tilbage på det, kommer det hele tilbage i hukommelsen, så klart, at jeg næsten kan høre, se og ikke mindst lugte hele situationen igen. Apropos lugte, så har landbrug jo aldrig været lugtfri, og far var naturligvis heller ikke lugtfri. Han lugtede naturligvis af kostald, og ikke mindst af gammel ost. Han havde jo lige spist morgenmad, og han el­skede gammel, stærk ost.